Willys Jeep, model MB, årgang 1944 sælges
Annoncer / by Jeppe Rysgaard / 112 views
DKK 165.000,00
Efter modne overvejelser, sælger jeg efter 29 års ejerskab min Willys Jeep. Jeep’en er købt for min børneopsparing, ved Hove Biler i Sindal, hvor den i en årrække har fungeret som blikfang i udstillingsvinduet ud mod vejen. Tidligere ejere tæller bl.a. en Skovløber fra Ulfborg og Kaj Munks (likvideret af nazisterne under anden verdenskrig) søn, Arne Munk (kan dokumenteres). Jeep’en har tidligere været i brug i det danske forsvar, da bl.a. motoren havde messingplade med oplysninger om renovering af lejer, stemplet af Jyske Tøjhus. På baggrund heraf, antages Jeep’en at være tilgået det danske forsvar som en del af Marshall-hjælpen. Jeep’en har forladt fabrikken 12. december 1944.
Jeep’en var i perioden 1994 – 1996 anvendt dagligt, men har herefter i en lang årrække været opmagasineret og afmeldt. I 2019 påbegyndte jeg renovering og er senest synet i 2021. Har siden da kun været anvendt til lokale ture i Nordsjælland og har i mit ejerskab højst kørt 10.000 km.
I mit ejerskab, har bilen undergået renovering af motor, transmission og transfergearkasse, med bl.a. nye lejer, ventiler og meget andet. Der foreligger regninger på alle reservedele indkøbt af mig siden 1994. Jeep’en står med tidlig efter-krigtids motorblok og sandsynligvis MD karosseri. Dataplader er ikke monteret på handskerummets klap men original serienummerplade er monteret bag passagersædet. Førersædet er af tidligere ejer flyttet ca. 10 cm. tilbage, ved at forlænge sædet og tilpasse skærmkassen. Der medfølger den alm. ruf (kaleche) dækkende top og bagende.
Den angivne pris mit udgangspunkt og er til forhandling. Til bilen er gennem årene købt forskellige dele til renovering eller som supplement, bl.a. en ekstra motorblok (inkl. krumtap) og topstykke. Beholdning af dele, reservedele, antenne, blokke m.m. kan tilkøbes eller indgå i en samlet handel. Såfremt Jeep’en sælges i en ren handel, sælges nævnte dele efterfølgende.
Jeep’en kan efter aftale ses og prøves i Nordsjælland, primært weekender.
Jeg forbeholder mig ret til at forkaste tilbud om køb. Jeg ønsker at sælge Jeep’en til én som værdsætter køretøjet for det den er, påskønner historien og kan se potentialet i bilen. Afhængig af omstændighederne, kan anden klassisk veteranbil eller motorcykel indgår i handlen.
- Listing ID: 23054