Om DMKF
DMKF blev stiftet i 1995 med det formål “at bevare og udbrede interessen for militærkøretøjer af enhver art og det til disse hørende udstyr, samt at skabe kontakt mellem medlemmerne til gensidig støtte ved restaureringsprojekter og lignende”.
Foreningen blev til efter en tur til Normandiet i 1994 i anledning af 50-året for de allieredes invasion den 6. juni 1944. Denne tur blev inspirationen til at starte en forening for militærkøretøjer i Danmark. Et halvt år senere, helt nøjagtigt den 31. januar 1995 mødtes de 15 stiftende medlemmer og DMKF var en realitet.
DMKF er en civil forening og alle vore køretøjer privatejede. Men vi har naturligvis en vis tilknytning til Forsvaret. Vi kommer gerne til diverse arrangementer på kasernerne rundt om i landet. Forsvaret har da også i et par tilfælde doneret køretøjer til restaurering.
Hvorfor er disse køretøjer så interessante ?
Første og især anden verdenskrig ville helt sikkert have fået et helt andet udfald, havde det ikke været for de mange enkle og pålidelige køretøjer, som de allieredes hære benyttede ved invasionerne i Nordafrika, i Italien, på Stillehavsøerne og på Normandiets strande. Mange af disse køretøjer kører endnu og er således et stykke rullende historie.
– Og det stopper naturligvis ikke med 1945. – Siden verdenskrigen er der blevet bygget mange interessante militærkøretøjer og som foreningens formålsparagraf udtrykker det, handler vores interesse om militærkøretøjer “af enhver art”, lige fra trillebøre og cykler til bæltekøretøjer, blokvogne og kranbiler i sværvægtsklassen.
Det offentlige Danmark interesserer sig meget lidt for historiske køretøjer og den kulturarv de udgør. Det giver sig udslag i manglende hensyntagen til vores problemer når der laves nye love, som påvirker brugen af vores køretøjer. Dette skyldes ikke ond vilje, men manglende viden og derfor er det nødvendigt med et samarbejde mellem entusiasterne, så vi kan få ændret og eventuelt imødegå lovgivningen. Dette er også årsagen til at DMKF er medlem af Motorhistorisk Samråd (se separat side om dette).
Ud over disse ret så åbenlyse årsager til at starte en forening som vores, er der en anden og ligeså god forklaring: Det er sjovt ! Vi har det vældigt hyggeligt sammen, når vi er til træf og på ture her og i udlandet og i vores forening betyder det ikke noget om du er direktør eller lagerarbejder. Det er køretøjerne, historien omkring dem og samværet der betyder noget.
Sådan bliver du medlem
Hvordan bliver jeg medlem?
- Udfyld formularen herunder og tryk ”Send”.
- Betal dit kontingent på 300 kr. ved at overfør beløbet til vores konto: 1551 0196304 (fra udlandet: SWIFT/BIC: DABADKKK, IBAN: DK33 30000000196304).
- Herefter vil du modtage DMKFs seneste medlemsblad samt log-on til medlemsdelen af hjemmesiden.
Spørgsmål?
Har du spørgsmål, så send en e-mail til medlem@dmkf.dk
Det med småt!
Alt arbejde i DMKF er frivillig og udføres i fritiden af ulønnede medlemmer, derfor kan der nogle gange gå lidt tid, inden du hører fra os. DMKF forventer, at vores medlemmer overholder almindelige og anstændige normer for god opførsel og tone over for foreningen, samt medlemmerne imellem, og i øvrigt optræder som gode repræsentanter for foreningen når man deltager til træf og lign.